Her den anden dag sad jeg ved spisebordet sammen med min lille lyshårede nevø på 2 år.
Han var ved at lægge et fint Rasmus Klump puslespil. Der var omkring 20 pænt store brikker og på bagsiden var det rødt med hvide prikker – ligesom Rasmus Klumps bukser.
Puslespillet skulle blive til et billede af Rasmus Klump, Pelle, Pingo og Skæg, der spiser pandekager.
Jeg prøvede at hjælpe min nevø ved at sige:
“Prøv at finde hjørnerne først… Så er det nemmere.”
“Bagefter skal du finde dem, der har én lige kant. Det er rammen”, fortsatte jeg.
Han kiggede på mig som om han forstod det…. Og rakte så glad ud efter en af de brikker, der skulle være i midten og prøvede at sætte den på hjørne-brikken.
Jeg prøvede tålmodigt at give ham forklaringen igen.
Og endnu en gang forsøgte han sig med noget, der tydeligvis ikke passede sammen.
Sådan sad vi lidt, indtil jeg indså, at jeg godt kunne give ham mere lavpraktisk hjælp:
“Kan du se en brik med meget blå på?” spurgte jeg.
Og så gik det bedre.
For det krævede ikke det helt store overblik over de næste mange træk. Derfor fandt han hurtigt den rigtige brik og kom et skridt nærmere det færdige billede.
Sæt små mål der er til at nå
Når vi laver planer for os selv, gør vi det tit sværere, end det behøver at være.
Vi vi gerne se det som et puslespil, hvor vi har lagt alle brikkerne op foran os og ved, hvordan billedet skal ende med at se ud.
Jeg kan huske, at jeg selv havde det sådan, da jeg blev selvstændig for snart fem år siden.
Jeg ville gerne have et overblik over alle de opgaver jeg skulle lave for at få succes med min nye forretning.
Derfor hang jeg et stort stykke hvidt karton op på væggen i min lejlighed, hvor jeg havde hjemmekontor. Med en sort sprittus skrev jeg tre overskrifter på arket: To do, i gang og done – og adskilte dem med tykke lodrette streger.
Jeg satte mig godt til rette ved mit sorte spisebord med en stak post-its og begyndte at skrive én opgave pr. post-it og hang dem i “to do” feltet.
Sedlerne blev fyld med opgaver som: “Skriv om-side”, “lav Facebook-kampagnestrategi”, “undersøg mailprogrammer”, “opsæt ny mailkonto”, “find fotograf” og “start autoresponder”.
Der var hurtigt så mange, at de små gule sedler overlappede hinanden på kryds og tværs.
Det var meningen, at min store to do-liste skulle motivere mig og hjælpe mig med at holde overblikket, men jeg kunne hurtigt mærke, at den gjorde det stik modsatte.
Det var nemlig komplet uoverskueligt at gå i gang med og hver gang, jeg flyttede en post-it over på “done” havde jeg hængt mindst tre nye på “to do”.
Så vidt jeg husker hang den store liste kun på min væg i en uges tid. Så tog jeg den ned, fordi jeg fik ondt i maven af at kigge på den.
Og dét der skulle have hjulpet mig endte med at overvælde mig så meget, at jeg gik i stå.
Jeg kan også huske, at der fulgte nogle meget ukonstruktive tanker med. De lød nogenlunde sådan her:
🤯 Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen?
🤯 Jeg har slet ikke nået det, jeg gerne ville!
🤯 Og … Nå, det kunne jeg så heller ikke finde ud af.
Og efter et stykke tid, hvor de tanker havde kørt mere på repeat end min yndlings Roxette-cd i 90’erne, vidste jeg, at jeg måtte gøre noget andet.
Momentum med positiv psykologi
Derfor begyndte jeg at læse en masse om personlig effektivitet og jeg begyndte på samme tid at interessere mig for den positive psykologi, hvor jeg fandt en masse brugbare svar.
Jeg lærte, at planlægning overordnet kan ses på to måder:
– som et puslespil
– eller som et kludetæppe.
Når man opfatter sin planlægning som et puslespil, er resultatet det vigtigste. Det er en målorienteret tilgang, hvor man tror på, at man kan definere alle skridt på vejen og sætte dem system. Derefter handler det “bare” om at følge planen, som ikke tages op til revision undervejs, for at komme i mål.
Når man derimod opfatter sin planlægning som et kludetæppe er processen den vigtigste. Der skal selvfølgelig stadig være et klart mål, men man tror ikke på, at det er muligt at definere alle de skridt der skal til for at nå målet på den bedste og hurtigste måde. I stedet handler det hele tiden om at udtænke sit “næste bedste skridt”. Det betyder, at man udvælger den ene ting, man kan gøre, der gør den største forskel for at komme tættere på målet.
Det betyder også, at kludetæppetilgangen får bugt med nogle af de opgaver, der ikke gør det størst mulige forskel og som vi nogle gange kan komme til at sidde og hygge os med, fordi de vigtige kan virke skræmmende at kaste sig ud i.
Hvorfor virker det?
Når jeg ser tilbage er det tydeligt, at jeg brugte alt for meget energi på at prøve at se hele processen for mig. For jeg tænkte, logisk nok, at det var en god strategi at kende mine næste mange skridt for at jeg kunne planlægge min tid så godt som muligt. 
Jeg havde altså set min planlægning som et puslespil og fokuseret for meget på det endelige resultat frem for processen og de resurser, jeg havde til rådighed.
Da jeg lærte begrebet “mit næste bedste skridt” at kende, var det en kæmpe øjenåbner for mig.
Og så var det slut med laaange to do-lister på væggen i et forsøg på at definere alle “brikkerne”, der kun kunne ligge på én måde. I stedet begyndte jeg at spørge mig selv: Hvad er det allerbedste jeg kan gøre lige nu for at komme tættere på mit mål?
Det gode ved den tilgang er, at man ikke kommer til at lukke øjnene for alle de muligheder, der opstår undervejs. Muligheder man på ingen måder kunne have forudset, da man gik i gang.
Jeg har stadig en slags masterliste med to dos. Den kan jeg ikke undvære. Men jeg bruger den på en anden måde, end jeg gjorde tidligere. Nu tager jeg den kun frem, når jeg planlægger min dag i stedet for at gå og kigge på den hele tiden.
På den måde synes jeg, at jeg får det bedste fra begge tilgange.
Find dit næste bedste skridt
Hvis du kunne tænke dig at prøve idéen om at arbejde med dit næste bedste skridt er der særligt tre ting, du skal have med i tankerne:
1) Dit næste bedste skridt skal være ultra konkret.
2) Det skal være noget, du har 100% kontrol over.
Og 3) Det skal være noget, du kan gøre på max en time.
… Og så skal det selvfølgelig være den ene ting, der hurtigst muligt får dig videre mod dit endlige mål.
Når du sætter fokus på processen i stedet for alle de steps, du skal tage for at komme derhen, undgår du at blive overvældet, inden du overhovedet går i gang.
Det er i hvert fald min oplevelse – som passer godt med den forskning der er på området.
Hvis du har tilføjelser, spørgsmål eller erfaringer du gerne vil dele, så skriv endelig en kommentar.
Kh,
Lotte Stjerne – Karrierecoach med egen virksomhed siden 2014.