Jeg er på en mission – vil du med?

Der er én altoverskyggende grund til, at jeg arbejder med karrierecoaching: Jeg kan simpelthen ikke lade være.

Jeg blev certificeret ICC-coach tilbage i 2016. Projektet har dog kørt lidt (for) stille ved siden af min kerneforretning, hvor bl.a. underviser i online markedsføring. 

I foråret blev jeg opereret i mit knæ. Det tvang mig til at tilbringe seks uger på sofaen – og det er altså ret lang tid til at tænke store tanker, skulle jeg hilse og sige.

En af de ting, jeg fik tænkt meget over var, hvordan jeg kunne skabe endnu mere tid til det her projekt. For selvom jeg er glad for mine kommunikations- og marketingopgaver, er min mavefornemmelse blevet ved med at hviske til mig: “Psssst, skulle vi ikke se at få gjort karrierecoachingen til den primære levevej??”.

Mand råber mand ind i hovedet

Den lille hvisken blev langsomt højere – og da jeg lå der på sofaen med en pose frosne bønner på knæet, blev det nærmest til en råben: “Gør nu noget ved det projekt du brænder for”, råbte den.  For sådan er det med mavefornemmelsen, har jeg lært. Overhører man den, skal den nok hæve stemmen som tiden går.

 

Ærlig inspiration til at finde din karrierevej

En af de ting, jeg gerne vil give plads til her på siden er de mere personlige historier. Både mine egne og andres. Det er noget, jeg har haft lyst til at dele længe, men som jeg ikke har haft den rigtige platform til. Fremover kan du finde de mere personlige indlæg i kategorierne “bag kulissen” og “livet som selvstændig”.

Det er mit mål, at du her på siden kan finde indhold, du kan mærke. På den måde håber jeg på, at jeg kan skabe en masse spændende relationer til mine læsere. Det er nemlig langt mere interessant end blot at skabe følgere – for alle parter. 

Jeg vil gerne indrømme, at jeg træder en del uden for min komfortzone ved at blive mere personlig – men det er faktisk også meningen. For alt det bedste sker jo som bekendt derude. 

Helt grundlæggende synes jeg, at alle fortjener et job, de er glade for.

Ikke fordi, arbejdet skal være altoverskyggende – tværtimod. Men fordi vi allesammen får mere at give hinanden, jo mere overskud vi har. Der er en verden til forskel på, om vi har jobs, der giver os energi, eller jobs der dræner os fuldstændig. For når man ikke er glad for sit arbejde, smitter det af på resten af ens liv og den måde man er sammen med andre mennesker på.

Frustreret kvinde

Andre fortæller mig tit, at jeg modig. Nogle gange kan jeg høre, at de mener det som om, jeg aldrig bekymre mig om noget og bare springer ud i tingene. Når jeg hører det, bliver jeg nødt til at forklare, at mod ikke handler om, at man ikke er bange eller bekymret, men om at man gør de ting, man gerne vil, selvom man er bange og bekymret. Det er noget, jeg tænker en del over.

 

Det gode arbejdsliv kan tage mange former

Jeg tror, der er en god grund til, at min mavefornemmelse er blevet ved med at insistere på projektet her. Det er, at jeg kan se, at arbejdsmarkedet bliver mere og mere fragmenteret. Det betyder flere projektansættelser, flere freelanceopgaver og flere selvstændige, der gerne vil hoppe ud af det famøse hamsterhjul og tilrettelægge deres egen hverdag. Det kræver i den grad, at man tager aktiv stilling til, hvad man gerne vil.

For nogen er det en fest. For andre er det en skræmmende udvikling. Derfor vil også bruge bloggen til at dele min egen rejse med det her nye projekt. For selvom jeg snart har været selvstændig i fem år, lærer jeg stadig hele tiden nye ting. Dem vil jeg gerne dele – og forhåbentlig inspirere dig og andre til at skabe et arbejdsliv med mening. 

Definition på mening

Hele følelsesregisteret kommer i spil, når vi begynder at gå efter vores drømme. Derfor har vi brug for endnu mere åbenhed, sårbarhed og oprigtige relationer. 

Tak fordi du læser med – sammen kan vi gøre en forskel.

Kontakt Lotte Stjerne
Lotte Stjerne

Kh,

Lotte Stjerne – Karrierecoach med egen virksomhed siden 2014.

Skriv en kommentar