Fra frustreret til arbejdsglad: Her er min historie

Midt i 2017 sendte jeg den her mail til den coach, der året før havde hjulpet mig, da jeg var karriere-forvirret:

 

Hej coach:)

Fik lige lyst til at give dig en update. Der er sket RIGTIG meget siden jeg sidst gik ud ad din dør og jeg er så taknemmelig for den proces, du hjalp mig med at sætte i gang.

Forløbet hos dig gjorde mig så nysgerrig på, hvad coaching kan, at jeg besluttede mig for at blive certificeret selv. I december kunne jeg kalde mig coach:)

På uddannelsen fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg var vildt stresset indeni. Derfor valgte jeg for snart et år siden at rive den samarbejdskontrakt over, som jeg havde. Ret grænseoverskridende at sige nej til min eneste faste indkomst, men en virkelig, virkelig god beslutning.

I dag har jeg en ny virksomhed, hvor jeg hjælper virksomheder med deres markedsføring. Jeg er ikke rig, men det løber rundt og det giver mig mulighed for at skrive en masse. På sigt drømmer jeg om at leve af coachingen. Er så småt ved at starte op.

Sidst men ikke mindst har jeg ikke længere noget hjem i Danmark. Det seneste år har jeg været på Island, i Spanien, i Malaysia og i skrivende stund arbejder jeg fra Gili-øerne i Indonesien. Herefter står den på Portugal og Norge.

Alle mine ting er sat til opbevaring og jeg har ikke sat nogen slutdato på mine rejser – bliver ved, indtil jeg ikke synes det er sjovt længere.

Jeg er kommet rigtig langt i forhold til at finde ud af, hvad jeg drømmer om og brænder for – og hvordan jeg kan skabe mening med det. Vigtigst af alt er jeg begyndt at gå efter det. Skøn følelse.

Jeg ville selv synes, at det var lidt hyggeligt at få en update fra dem, jeg har coachet, så tænkte at du måske ville synes det samme:)

Kh. Lotte

 

Teksten der ændrede mit liv

Det er vildt nok at se tilbage på, hvor meget der har ændret sig, siden jeg søgte hjælp til at få styr på mine tanker om retning og mening i mit arbejdsliv.

Som du kan læse af min besked, inspirerede coaching-forløbet mig meget. Og det gjorde, at jeg bare måtte hjælpe andre, der havde det på den måde, som jeg havde haft det. Jeg ved nemlig, hvor frustrerende det kan være.

Noget af det, der hjalp mig allermest i forløbet, var at få mine tanker ned på papir.

For da min coach fandt ud af, at jeg er ret introvert, bad han mig om at gå hjem og prøve at skrive mine tanker ned. På den måde mente han, at jeg kunne finde nogle svar, jeg ikke vidste, at jeg allerede havde.

Og manner, han havde ret.

Derfor er det en øvelse, jeg vil opfordre alle til at lave – specielt de introverte typer som mig selv:)

Der er ufattelig mange måder at løse den opgave på. Her får du mit bud, som jeg altså skrev tilbage i 2016, da jeg var allermest forvirret over min karrierevej. Jeg kaldte den Drømmene der blev væk og du får den herunder i sin fulde længde:

 

Drømmene der blev væk

Jeg ved ikke, hvornår tågen begyndte at opstå indeni mig. Den kom snigende mens jeg havde travlt med at lytte til min fornuft i stedet for mit hjerte.

Den blev tættere for hver beslutning, jeg tog. Og en dag gik det op for mig, at mine drømme for fremtiden var blevet umulige at skimte bag den tætte tåge.

Jeg sagde til mig selv, at jeg var forkælet. Jeg sagde, at jeg skulle være glad igen og taknemmelig for det, jeg havde opnået – for sådan burde det jo være.

Jeg burde være begejstret for den virksomhed, jeg var medejer af. Jeg burde være glad og tilfreds, når jeg slog øjenene op om morgenen, for det her var jo netop den drøm, der gemte sig i mig!

Var det ikke?

Så længe jeg kan huske, har jeg spekuleret over, hvad jeg gerne ville arbejde med. Jeg indrømmer, at jeg altid har været misundelig på folk, der har følt sig kaldet til noget. Du ved, dem der laver det, de gør, fordi de ikke kan lade være.

Min interesse for kommunikation lokkede mig til at tilbringe fem år i den akademiske verden, og selvom jeg ikke følte mig draget mod den som sådan, føltes det heller ikke forkert.

Min første tid på arbejdsmarkedet var præget af tilfældige møder og tilfældige chancer. Jeg greb dem, og flere gange var jeg overbevist om, at jeg havde scoret mit ultimative drømmejob.

Alligevel holdt følelsen ikke ved og efter en tid følte jeg mig igen forkert på den.

 

Der manglede noget, som jeg ikke kunne sætte fingeren på

Jeg blev for alvor klar over, at tingene ikke var helt, som de burde være, under en tur til Barcelona for nylig.

Jeg befandt mig i et lækkert hus i bjergene sammen med 20 andre iværksættere, der alle virkede til at brænde 110% for deres projekter. Deres entusiasme gjorde det endnu tydeligere for mig, at min egen begejstring var til at overse.

Jeg tog mig selv i at lade som om, jeg havde det ligesom dem, men på min skærm, som vendte væk fra alle andre, stod overspringshandlingerne i kø.

En af de sidste dage på turen flyttede jeg et lille træbord ud i solen på gårdspladsen foran huset og åbnede min computer. De forgående dage havde tunge, grå skyer gjort bjergluften kølig, men nu kiggede solen frem og varmede dejligt.

Jeg skulle skrive et blogindlæg om annoncering, men da jeg havde siddet og stirret på det tomme dokument på skærmen i et stykke tid, lod jeg i stedet tankerne få frit løb.

Jeg skrev om min frustration over de ord, der ikke kom naturligt til mig. Jeg skrev om, hvordan jeg følte mig anderledes end de andre på turen og om, hvordan jeg ikke følte, jeg havde fundet mig til rette professionelt.

Jeg skrev stærkt, og selvom skriverierne ikke kom med nogen løsning på mine udfordringer, havde de en vigtig funktion:
Jeg gav endelig mig selv lov til at mærke efter og blive bevidst om, hvordan jeg egentlig havde det.

Resten af dagen tilbragte jeg i selskab med min gode ven, Google, for jeg ville gerne vide, hvad jeg skulle stille op med de tanker, jeg gjorde mig, og som jeg ikke turde dele med nogen.

I stedet fandt jeg en inspirerende blog og jeg vidste hurtigt, at jeg havde lyst til at tale med ham om mine udfordringer.

 

Den indre kamp

Et af hovedtemaerne i coachingen er blevet min indre kamp mellem to sider af min personlighed – pragmatikeren og den alternative.

De har sat kursen på forskellige tidspunkter i mit liv og selvom de ikke nødvendigvis er modsætninger, har jeg behandlet dem som sådan.

Som barn og elskede jeg at udfolde mig kreativt. Når jeg ikke bagte kager, tegnede eller var ude og stå på rulleskøjter, legede jeg cirkus. Mine forældre så tålmodigt til, når farlige løver blev tæmmet og klovne tossede rundt.

Mit yndlingsnummer var dog altid linedanseren, som elegant og koncentreret balancerede hen over en line af garn fra den ene ende af rummet til den anden.

Jeg placerede varsomt min ene spinkle barnefod foran den anden på garnet, mens mine arme var strakt ud til begge sider og hovedet holdt højt. Når jeg nåede enden af snoren nejede jeg dybt og høstede klapsalver fra mit publikum.

Det gjorde ikke den store forskel for oplevelsen, at linen ikke svævede højt under loftet, men blot lå rullet ud på det bløde gulvtæppe, for når standerlampen blev rettet mod manegen, tog fantasien over.

I teenageårene blev legene udskiftet med en fascination for mystik og uforklarlige fænomener. Jeg fotograferede fuldmånen, studerede mine drømme og fordybede mig i biblioteksbøger om alt fra healing til håndlæsning.

Jeg lagde tarotkort, mens røgelsen brændte om kap med stearinlysene og ofte bar jeg sten med særlige betydninger om halsen eller i lommen. Jo mindre andre forstod min fascination, jo bedre.

I starten af tyverne skete der et skift i mit liv

Det var ikke noget, jeg lagde mærke til, men langsomt tog pragmatikeren over og fyldte mit liv med tjekbokse, strategiske tanker og stramme blazere.

Som studerende under finanskrisen fik jeg konstant at vide, hvor vigtigt det var at være professionel, korrekt og ordentlig. Det var afgørende, hvis jeg ville have et job bagefter.

Det var i hvert fald min tolkning af det, der blev sagt. Det kom derfor til at betyde meget for mig, at folk så mig som en professionel person, der var god til sit arbejde.

Væk var linedanseren. Væk var den livlige fantasi.

Nysgerrigheden for det alternative univers og de mere bløde værdier levede stadig i mig, men når de kiggede frem, var de oftest ledsaget af pragmatikeres klare røst, der overdøvede dem og fortalte mig, at det var useriøst at gå op i den slags.

De to sider var i en evig kamp og ligemeget hvem der vandt det igangværende slag, følte jeg mig splittet.

Gennem coachingen er det blevet klart for mig, at den ene side ikke er bedre end den anden og at jeg ikke skal vælge mellem dem.

Tværtimod, skal jeg anerkende begge sider og lære at få dem til at understøtte hinanden i stedet for at slås.

 

Tid til at drømme igen

Jeg kan ikke prale af, at jeg har elsket coaching-processen indtil videre og det skyldes i høj grad min utålmodighed. Fejlen, jeg har begået, er ved at blive tydelig for mig: Jeg har troet, at jeg ville få en åbenbaring og at jeg pludselig en dag ville vågne op og vide, hvad jeg ikke kunne leve en dag mere uden at gøre.

Det er ved at gå op for mig, at det ikke kommer til at ske. Selvom det har været en svær erkendelse, er den på en måde også meget rar.

Det betyder nemlig, at jeg allerede har svarene indeni. Jeg skal bare turde at mærke efter og ikke mindst stå ved det, jeg mærker og handle ud fra det. Sådan for alvor.

Det er skræmmende. Mit hjerte banker lidt hurtigere og mine hænder ryster en smule, men hvis jeg koncentrere mig og virkelig kniber øjnene sammen, kan jeg skimte omridset af nogle drømme.

Jeg drømmer bl.a. om at:

• besøge Bali, New Zealand, Australien, Polynesien og Grønland
• hjælpe og inspirere andre
• skabe oplevelser der flytter folk
• arbejde hvorsomhelst
• have min egen succesfulde virksomhed
• skrive en bog
• været fri
• være tættere på naturen
• have tid til familie og venner.

Tågen er ikke væk og den gør det stadig svært at se drømmene i detaljer, men det er okay, for jeg kan mærke, at det går den rigtige vej. Tålmodigheden sejrer.

Det er på tide at spænde linen ud igen og langsomt sætte den ene fod foran den anden, selvom jeg ikke kan se, hvor linen ender.

Det er ikke længere kun mine forældre, der kigger med og jeg skal vælge, hvem jeg lytter til, med omhu, for jeg ved, at hårde ord kan få mig til at miste balancen.

I det hele taget er det nok urealistisk at tro, at jeg ikke snubler på vejen lige meget hvad, men jeg jeg skal huske, at jeg ikke falder langt, når det sker.

Jeg lander nemlig lige der på det bløde gulvtæppe – endda omringet af gode folk, der er klar til at hjælpe mig på benene igen – hvis jeg tør tage deres hænder.

***

 

Hvad er din historie?

For mig hjalp det helt vildt at få drømmene ned på papir. Det hjalp også at grave lidt dybere i, hvordan jeg egentlig har været gennem tiden og hvad der har gjort mig glad på forskellige tidspunkter.

Punkterne på min drømme-liste var meget løse. Alligevel var det nok til, at jeg begyndte at handle på dem – og et halvt år senere sad jeg på et fly på vej mod Malaysia og Indonesien.

Jeg havde startet en ny virksomhed, der gav mening for mig og jeg kunne arbejde, hvor jeg ville. Jeg var fri. Jeg var tættere på naturen.

Jeg har stadig ikke nået alle mine mål – og det kommer heller aldrig til at ske, fordi der hele tiden kommer nye til. Heldigvis.

Til gengæld er jeg blevet meget mere opmærksom på, hvordan jeg trives, og på hvordan jeg kan gøre en forskel for andre.

Jeg har sjældent været så frustreret, som i de perioder, hvor jeg manglede meningen i mit arbejdsliv. Derfor er det blevet min mission at hjælpe andre, der sidder fast lige der, hvor det nærmest gør ondt at stå op om morgenen.

Jeg deler den ret personlige tekst, fordi jeg håber, at du kan finde inspiration i den. For som du også kunne se i mailen til min tidligere coach, tog tingene for alvor fart, da jeg havde lært mig selv bedre at kende og begyndte at tage ansvar for mine beslutinger i stedet for at glide med strømmen, som jeg havde gjort tidligere.

Måske er skriveøvelsen noget for dig også?