En historie om taknemmelighed

“Tænder I så bål inde i jeres huse, når I fryser?”

Naim kiggede nysgerrigt på mig, og det var tydeligt, at han prøvede at forestille sig, hvordan det ville se ud. Jeg kunne ikke lade være med at smile og svare ham, at ja, det er der nogen, der gør. Men inde i en slags ovn med en glasrude, så man alligevel kan sidde og kigge ind i flammerne.

Bagefter forsøgte jeg at beskrive en radiator, hvilket faktisk er ganske svært over for en, der ikke kender konceptet overhovedet og som har et ret begrænset ordforråd. Jeg er ikke sikker på, at det lykkes helt.

Naim og jeg sad ved siden af hinanden på det yderste af fordækket på et stort sejlskib, der gik for motor og derfor skar sig hurtigt gennem det mørkeblå vand. Vores ben dinglede dovent ud over skibets side, mens vores overkroppe lænede sig mod rælingen.

Så langt øjet rakte var havet roligt og små, græsklædte vulkanøer lå som perler på en snor på begge sider af skibet. Niam løftede sin ene arm og pegede over mod en af de lidt større øer i rækken: “Derovre bor min familie”, sagde han.

Jeg kunne se, at hans øjne blev tomme, når han så over mod den ø, hvor han var vokset op. Jeg spurgte ham, hvornår han sidst havde set sin familie. “For et år siden”, svarede han kort og fortsatte: “Jeg ser dem altid kun én gang om året.. Når vi har Ramadan.”

Jeg mærkede hvordan en trist fornemmelse sneg sig ind på mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget jeg selv savnede min familie efter ikke en gang to måneder på den anden side af jorden.

 

Stof til eftertanke

To gange om ugen sejler Naim forbi øen, hvor hans familie bor. Så tæt forbi, at han næsten kan vinke til dem, men også kun næsten. Hver gang uden at have mulighed for at komme i nærheden af dem, han holder så meget af.

Han er under uddannelse til at blive matros, og da jeg senere spørger ham, hvad han drømmer om, er han ikke i tvivl. Drømmen er at blive guide på skibet og være den, der har den primære kommunikation med skibets passagerer.

Han undskylder mange gange i løbet af vores samtale for sit engelske, som han har lært sig selv på Youtube og ved at tale med folk på båden. Jeg siger til ham, at jeg faktisk synes, at han er rigtig god til engelsk. For det synes jeg.

Jo længere vi taler sammen, jo mere går det op for mig, at vi faktisk har en del til fælles. Vi taler videre om hans drømme, og han fortæller mig, at han har en stor drøm. Hvad den er?

Meget simpelt; at røre ved sne. Endnu en gang glider en lidt trist fornemmelse ind over mig, for chancen for at hans drøm kommer til at gå i opfyldelse er lille. Meget lille.

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal have ondt af Naim eller ej. Han virker generelt glad. Han arbejder på et stort, flot sejlskib i den smukkeste natur og ser ud til at have det rigtig sjovt på båden med de andre, som han krammer mere på en dag end en dansk fyr på 19 år ville gøre på et år.

 

Meget mere taknemmelighed

Jeg ved godt, at der er mange i verden, som har det meget sværere end Naim, men jeg synes ikke, det giver mening at sammenligne på den måde. Så i stedet for at prøve at finde svaret på, hvorvidt jeg skal have ondt af ham eller ej, tænker jeg i stedet over, hvor heldig jeg selv føler mig.

Det tænker jeg altid meget over, når jeg rejser ud i verden.

Tænk sig, at være født i en tid og i et land, som giver alle de muligheder, vi har! Det synes jeg desværre, at der er mange, som har en tendens til at glemme – inklusive mig selv nogle gange. Og det er ærgerligt.

Næste gang, jeg tager mig selv i at mangle taknemmelighed, vil jeg tænke på min snak med Naim under den bagende sol på dækket af det store sejlskib.

 

Under en gåtur på vej hen til et vandfald på en af de små øer, snakkede jeg også med Naim. Han spurgte, om vi ikke skulle tage et selfie og fortalte bagefter, at det er noget han ofte spørger folk om, fordi han synes, at vi alle sammen ligner hinanden.

Billedet her tog vi med min telefon, så det hjalp ham ikke så meget på den måde, kan man sige.

Anyways, jeg håber, du kan finde lidt inspiration i min lille historie her.