Få arbejdsglæden tilbage

1924 timer.

Så mange timer arbejder du på et år, hvis du arbejder fuld tid.

Arbejdet snupper derfor en andenplads over de ting, vi bruger mest tid på … Kun overgået af søvn.

Hvis du elsker dit arbejde, er du i godt humør, når du kommer hjem.
Ja, måske glæder du dig måske ligefrem til, at du skal på job igen. Er du træt af dit arbejde, vågner du om morgenen uden meget lyst til at stå op.

Du mangler måske også motivation til at sætte nye mål og arbejde for at nå dem. Og hvis det er rigtig slemt, gør jobbet dig ked af det og frustreret – selv når du holder fri… For du ved jo, at du skal derhen igen.

Når arbejdsglæden mangler, smitter det af på hele dit liv.

Derfor skal du handle på det og få arbejdsglæden tilbage.

🤷‍♀️ Men hvad er arbejdsglæde egentlig?
🤷‍♀️ Hvis ansvar er det, at du er glad for dit arbejde?
🤷‍♀️ Og hvad kan du gøre for at få mere arbejdsglæde i hverdagen?

Lad os undersøge det.

Men lad os først aflive den største myte om at finde et job, der gør dig glad.

ballon springer som myte om arbejdsglæde

Find din passion, siger de

Mange artikler ude på det store internet handler om, hvordan du finder din passion.
Det er der ikke noget i vejen med – og du kan faktisk også finde en om det her på siden:)

Problemet opstår, når nogen skriver, at det er den eneste faktor, der påvirker vores arbejdsglæde og tilfredshed på jobbet.

For der er et par udfordringer, når det handler om passion:

1) Passion skifter over tid.

Du kender det nok godt og kan sikkert komme i tanke om noget, du gik meget op i for nogle år siden, men som ikke betyder noget for dig mere.

2) Det er ikke nok, at du brænder for det – du skal også være god til det.

Noget andet der spiller ind i den forbindelse er, at styrker trumfer interesse. For at være glad for dit job skal du nemlig også være godt til det.Og det er ikke sikkert, at du er det, bare fordi du brænder for det. Hvis det hele tiden er en kamp for at lave dine opgaver godt nok, bruger du så meget energi på det, at det bliver for hårdt.

Og 3) Intet job består 100% af det, du brænder for.

En kok der elsker at lave mad er ikke nok. Hun skal også lave det hurtigt på bestilling, have overblik og gøre rent bagefter.

En forfatter der elsker at skrive er ikke nok. Hun skal også finde et forlag, lave facebook-annoncer (eller finde nogen, der kan) og arbejde struktureret med ord hver dag.

Og sådan kunne jeg blive ved.

Forstå mig ret: Du skal brænde for dit felt.

Men passion kan ikke stå alene i det lange løb.

Arbejdsglæde vs. trivsel på jobbet

Arbejdsglæde er et skønt ord, vi bruger i Skandinavien. I udlandet kender de det ikke – heller ikke oversat.

Det engelske “job satisfaction” kommer tættest på. Men det betyder arbejdstilfredshed og ikke -glæde. Der findes simpelthen ikke et ord for at være glad på jobbet. mand som er mellemtilfreds med sit arbejde

Tilfredshed og glæde ligger langt fra hinanden på skalaen, hvis du spørger mig. Tilfreds betyder, at det er “fint nok”. Glæde betyder, at det er fantastisk og at du ikke vil bytte det for meget andet.

Og “fantastisk” er bedre end “fint nok”. Hvis du er uenig skal du se Mel Robbins Ted Talk.

Og lad os så springe videre.

For hvad handler arbejdsglæde om, hvis det ikke (kun) er at finde sin passion og være tilfreds?

 

Hvad er arbejdsglæde?

Forskere inden for den positive psykologi ved, hvad et godt job skal indeholde.

Inden du får svaret, får du seks spørgsmål.

Svar med et ja eller et nej til hver:

  • Oplever du ofte flow i dit job (altså, hvor du fordyber dig og glemmer alt andet)?
  • Føler du, at dit arbejde gør en positiv forskel for andre?
  • Indeholde dit job opgaver, som du er god til at udføre?
  • Har du støttende kollegaer?
  • Er dit job uden store negative indflydelser (f.eks. unfair løn eller meget lang rejsetid frem og tilbage)?
  • Passer dit job ind i resten af dit liv?

Hvor mange ja’er har du?

Færre end seks?
Så kan din arbejdsglæde forbedres.

I hvert fald hvis du spørger forskere på Oxford Universitet i England.

De er nemlig kommet frem til, at et godt job skal:

  • være engagerende (med gode muligheder for fordybelse og flow)
  • indeholde, at du hjælper andre
  • indeholde opgaver, du er god til at udføre
  • have støttende kollegaer
  • være uden store negative faktorer (f.eks. unfair løn eller meget lang rejsetid frem og tilbage)
  • og så skal det passe ind i resten af dit liv

… Og her kommer noget, som måske overrasker dig:

Hvis bare én af de seks faktorer mangler, betyder det, at du kan blive ked af af dit job – også selvom du arbejder med noget, du brænder for.

 

Sådan Får  du mere arbejdsglæde: De 6 faktorer

 

1. Varierede og spændende arbejdsopgaver vægter højt

Du skal have lyst til at dykke ned i dem og gerne relativt ofte opleve, at du kommer i flow. Altså, at du glemmer alt om vasketøj, møder og andre punkter på to do-listen. Mand arbejder i flow-tilstand

Målet med dine opgaver skal være klart defineret – enten af dig selv eller andre. Og det er vigtigt, at du har friheden til at bestemme, hvordan du vil udføre opgaven.

Arbejdet må hverken stresse dig eller kede dig. Den gyldne mellemvej betyder, at du bliver udfordret tilpas og at minutterne ikke føles som timer, når du sidder bag skrivebordet.

 

2. Du behøver hverken at være sygeplejerske eller brandmand

Men hvis du vil gå fløjtende til og fra arbejde, skal dit job give mening – ikke kun for dig selv, men også for andre.

Når det er sagt, skal du vide, at du kan gøre en forskel på rigtig mange måder!

👉 Du kan gøre en forskel ved at servere kaffe og få andre til at smile.
👉 Du kan finde mening i at sælge forsikringer og vide, at folk undgår slemme overraskelser.
👉 Eller du kan gøre en forskel ved at være konsulent og give dine kunder mere frihed i deres hverdag.

Det vigtigste er, at du oprigtigt selv føler, at du gør en forskel.

Du må gerne selv udtænke den forskel, du gør. For den ligger ikke altid lige til højrebenet, og kan derfor vinkles på mange måder, hvis du ikke arbejder i traditionelle servicefag.

Her spiller det jo også ind, hvad der er vigtigt for dig at hjælpe til med – og det virker så længe du reelt føler, at du gør en forskel og synes den er vigtig.

Vidste du, at du bliver gladere, når du giver noget til andre? Faktisk allerede fra det øjeblik du begynder at tænke på, hvad du vil give.

Derfor er der god grund til at tænke over, hvordan dit arbejde bidrager til dit og virksomhedens formål.

 

3. Dine styrker gør en forskel – også når du ikke tror det

Når du er god til noget, leverer du gode resultater. Det er vigtigt for at du føler, at du bidrager positivt til projekter og samarbejder. Det er også vigtigt, fordi det gør dig i stand til at forhandle om bedre løn, flere frynsegoder og andet, der gør dig mere tilfreds. Få mere arbejdsglæde

Som nybegynder er du ikke den bedste til noget, men det er helt okay. Det vigtigste er, at du har talent for dit felt og er villig (og hurtig) til at lære nyt.

Hvis du skifter fra ét felt til et andet, kan det være en fordel. For så ser du tingene med friske øjne. Du kan også trække på de ting, du har med dig fra dit tidligere arbejde og skabe nye sammenhænge, som ingen har set før.

 

4. Giv det, du gerne vil have

Du behøver ikke at være bedste venner med dine kollegaer for at skabe de bedste resultater, så længe I er respektfulde over for hinanden. Feedback fra andre bliver faktisk mere ærlig og brugbar, når der er en vis distance mellem jer.

Hvis arbejdsglæden skal til tops, må du dog aldrig være i tvivl om, at dine kollegaer er der for dig, når du har brug for hjælp eller støtte. Og på samme måde må en kollega selvfølgelig heller ikke tvivle på, at du har hans eller hendes ryg, når det gælder.

Synes du, det kniber med at holde en god, positiv og respektfuld tone på dit arbejde?

Tja, det er umuligt at ændre andre mennesker – og der kommer sjældent noget godt ud af at prøve. Tænk i stedet på, hvad du selv kan gøre for at være en bedre kollega i hverdagen:

Hvad vil du gerne have mere af? Hvis du f.eks. savner anerkendelse, så begynd at fremhæve andres gode præstationer. Efter et stykke tid, vil du opleve, at det spreder sig som ringe i vandet.

Hvis du er selvstændig, er det måske småt med kollegaer i hverdagen. Her kan det evt. løses ved at finde et kontorfællesskab med nogen, du klinger med. Du kan også vælge at tage på arbejdsrejse og udvide dit netværk på den måde. Jeg har selv været afsted to gange i henholdsvis Marokko og Spanien og det er klart noget af det bedste, jeg har gjort for min forretning.

 

5. Vil du over 8 på skalaen?

Hvis arbejdsglæde er en ren 10’er på skalaen over, hvor fedt det er at gå på arbejde, ligger trivsel på jobbet på en 8’er.

For at snige sig op på otte er det vigtigt, at der ikke er noget, der generer dig grænseløst hver dag – f.eks. flere timers transport hver vej eller en løn, der ikke svarer til det, du er værd, eller de timer du lægger.

Er der store negative faktorer?

Så kommer du aldrig over otte på skalaen.

Du er ikke i tvivl, når der er store negative faktorer i dit job. For de giver dig lyst til at søge væk hurtigst muligt.

Måske kan du ændre dem, hvis du prøver? Tag en snak med din chef. Kan du arbejde hjemme et par dage om ugen, hvis du har meget langt på arbejde? Kan I rykke lønforhandlingen lidt tættere på?

Husk at vejre stemningen undervejs, så du ikke får gjort dig selv upopulær.

 

6. Gør en forskel på en anden måde

Drømmer du om at leve af dit hobby-projekt på sigt, kan du finde dyb mening i det i din fritid. Det samme gælder, hvis du har små børn eller hvis du har engageret dig i et frivillig-projekt, der hjælper andre.

For pludselig er det ikke kun jobbet, der får dig til at føle, at du gør en vigtig forskel i din hverdag – det er også det, du gør i din fritid.

På den måde er der plus på “gør en forskel-kontoen” og så bliver det mindre vigtigt, om du får det behov dækket, når du er på arbejde. I hvert fald, når det er en bevidst strategi i en afgrænset periode.

 

Alt er et spørgsmål om øjnene, der ser

Øjne der er rettet mod mere arbejdsglæde

Der er kun én person, der kan fortælle mig, hvordan du har det med dit arbejde og hvilke tanker, der fylder noget – og det er selvfølgelig dig.

På papiret kan det se godt ud.
Indeni kan det føles helt anderledes.

Selv ikke den dygtigste forsker, kan sige med mere en 10% sikkerhed, hvor lykkelig du er selvom hun kender 90% af omstændighederne i dit liv.

Det er vildt nok, ik.

Det betyder altså ikke så meget, hvad du har. Men er altafgørende, hvad du tænker, om det du har.

Det kan du med fordel bruge i din hverdag, hvis dit job ikke er det, du drømmer om.

Og så kan du ellers begynde at tilpasse det til dine ønsker. Eller du kan gå på jagt efter et nyt.

I begge tilfælde skal du lede efter:

  • Noget du er god til
  • Noget hvor du føler, at du hjælper andre
  • Den rette støtte (en god mængde flow i hverdagen, gode kollegaer, ingen overskyggende negative ting som f.eks. unfair løn, og som passer ind i dit liv)

Hvis du har erfaringer eller en kommentar, du gerne vil dele, er du mere end velkommen til at gøre det herunder.

Kontakt Lotte Stjerne
Lotte Stjerne

Kh,

Lotte Stjerne – Karrierecoach med egen virksomhed siden 2014.

Skriv en kommentar