Jeg er den Dorthe der skrev dengang at jeg var meget meget træt af mit job og jeg er IKKE kommet videre.
jeg er nemlig af den gamle skole opdragelse hvor man forsøger at få det til at fungere med sit arbejde retter ind kommunikerer med lederen og kollegaer og kæmper videre.
Jeg VIL stadig væk og måske også nu HELT VÆK. fra pædagog faget. Det dræner mig og vilkår og ledelse samt anerkendelse er ikke blevet bedre overhovedet, ej heller krav fra møgforkælede forældre der tror de ved bedst og udfordre konstant de regler og rammer institutioner og skoler sætter op. ( du har sikkert fulgt lidt med i medierne på det seneste)
Jeg har forsøgt at finde veje videre …du drømmer ikke om hvor lang tid jeg har brugt på det men når man er 48 år og er afhængig af løn på kontoen hver måned og mange år siden man har siddet på skolebænken samt fuldstændig forvirring omkring hvad man vil og ikke mindst hvad der virkelig er realistisk .
Jeg har googlet mig til ideer til sparring til gode råd til netværk til hvad gør andre pædagoger…. Og her kommer mit opslag jo så op og din side igen.

Mit henimod mål er jeg bange for bliver at sige op hvilket for mig er så langt fra mig, at gøre.
Jeg har søgt andre jobs indenfor mit område bare for at flygte men jeg har enten ikke valgt at sige ja tak eller ikke blevet tilbudt jobbet.
Jeg er stadig på bar bund og har ovenikøbet også talt med en coach og en uddannelses vejleder og læst dine svar igen og igen og forsøgt at udvide mit netværk på LinkedIn.
Jeg synes bare lige jeg vil melde ind på dine velmenende råd sidst.
Mvh hende der staunerede