Jeg er den Dorthe der skrev dengang at jeg var meget meget træt af mit job og jeg er IKKE kommet videre.
jeg er nemlig af den gamle skole opdragelse hvor man forsøger at få det til at fungere med sit arbejde retter ind kommunikerer med lederen og kollegaer og kæmper videre.
Jeg VIL stadig væk og måske også nu HELT VÆK. fra pædagog faget. Det dræner mig og vilkår og ledelse samt anerkendelse er ikke blevet bedre overhovedet, ej heller krav fra møgforkælede forældre der tror de ved bedst og udfordre konstant de regler og rammer institutioner og skoler sætter op. ( du har sikkert fulgt lidt med i medierne på det seneste)
Jeg har forsøgt at finde veje videre …du drømmer ikke om hvor lang tid jeg har brugt på det men når man er 48 år og er afhængig af løn på kontoen hver måned og mange år siden man har siddet på skolebænken samt fuldstændig forvirring omkring hvad man vil og ikke mindst hvad der virkelig er realistisk .
Jeg har googlet mig til ideer til sparring til gode råd til netværk til hvad gør andre pædagoger…. Og her kommer mit opslag jo så op og din side igen.

Mit henimod mål er jeg bange for bliver at sige op hvilket for mig er så langt fra mig, at gøre.
Jeg har søgt andre jobs indenfor mit område bare for at flygte men jeg har enten ikke valgt at sige ja tak eller ikke blevet tilbudt jobbet.
Jeg er stadig på bar bund og har ovenikøbet også talt med en coach og en uddannelses vejleder og læst dine svar igen og igen og forsøgt at udvide mit netværk på LinkedIn.
Jeg synes bare lige jeg vil melde ind på dine velmenende råd sidst.
Mvh hende der staunerede

Men…. jeg er kvinde i en meget mandsdomineret branche, 90% af mine kollegaer er mænd. De andre kvinder er typisk i HR, marketing, business support og jeg sidder som eneste kvindelige Key Account manager. Virksomheden har 1000+ medarb.

Metoo bølgen har bare gjort mig mega bevidst om den forskelsbehandling , som jeg er udsat for hver eneste dag. Nej jeg bliver ikke fysisk krænket eller mobbet, men alt er baseret på mænd ønsker, tanker og behov. Det dræner mig for energi og motivation

Er ellers glad for de dygtige kollegaer , virksomhedens visioner /værdier , ydelserne jeg sælger, kunderne mm.

Skal jeg måske bare smutte ?

De bedste hilsener
Victoria

Tusind tak, Hanne 🙏

Jeg har fulgt dig et stykke tid på de sociale medier og tager mig selv i at nikke genkendende til det du poster derinde, så håber du her kan komme med lidt råd og vejledning til min situation.
Så hold tungen lige i munden, here we go…

Ved egentlig ikke helt hvor jeg skal starte. Jeg er frustreret. Faktisk over mange ting angående mit arbejdsliv.
Men her kommer lige lidt information først. Jeg er 29 år. Jeg har færdiggjort en professionsbachelor tilbage i 2018, dette er en bred uddannelse, og jeg er i tvivl om hvilke jobs jeg i det hele taget kan søge med den.
Derefter skete der ting, som gjorde at jeg fik andet arbejde og oplevelser, som ikke var relateret til min uddannelse, og det var jeg egentlig glad for. Men det er slut nu, og jeg føler jeg står ved start og skal finde ud af meningen med livet, altså arbejdslivet.
Og her kommer al min frustration så. Jeg har aldrig vist hvad jeg ville og ved det stadig ikke. Og jeg KAN IKKE komme frem til noget. Jeg er den type der går på arbejde for at kunne holde fri. Jeg bliver ofte, faktisk altid, mødt af spørgsmålet ” jamen, hvad vil DU gerne, hvad interesserer dig” hvilket jo er det jeg ikke ved.
Jeg mangler lidt en person, en slags jobvejleder, som kan fortælle mig hvad de bedste muligheder vil være for mig, med den baggrund jeg har. Men findes sådan en?
Derudover er der opstået en ny frustration. Jeg har nu et par gange oplevet at blive lidt begejstret for et job, men blot for at finde ud af det ikke kan lade sig gøre for mig (fordi jeg ikke er interesseret i at tage en helt ny uddannelse og det kræver det åbenbart).
Jeg får også tit at vide at ”man jo bare kan skifte job, for næsten ingen ender med det de startede med” men hvorfor føler jeg så, at jeg løber mod en mur, hver gang jeg finder noget jeg bare er lidt klar på?

Hvad kan jeg sige, HJÆLP!
Håber ikke du er stået af endnu, men at du vil dele lidt af dine tanker om mit kaos.

De bedste hilsner
Heidi

Jeg har virkelig brug for et råd.
Er medhjælper på det pædagogiske område, hvor jeg runder 13 til årsskiftet, endda på samme arbejdsplads. Jeg har altid været rigtig glad for mit job og gået glad til og fra arbejdet.
Men ikke længere. Denne verden er blevet så presset på økonomien, vores arbejdsvilkår ændret med skolereformen, så jeg har to arbejdsplads (og dobbelt op på ledelse). Min energi og mine frustrationer over ikke at kunne yde min kerneopgave på bedste vis, dræner mig. Jeg orker ikke mere!

Jeg véd, at jeg er god til mit job, men jeg kan ikke se lyset for enden af tunnelen længere. Og jeg bliver jo ikke yngre! Er nu 60 år, piv frisk, leger gemmeleg og klatrer stadig i træer med ungerne. Helbredet er super godt og jeg har (normalt) en energi, der lader andre tilbage. Jeg har en masse erhvervserfaring i min rygsæk fra andre job, som jeg har bestredet, siden jeg forlod skolen i 1976. Jeg er omstillingsparat og spænder vidt.
Men jeg når ikke gennem nåleøjet og kaldt til samtale, på de job jeg har søgt, formentlig fordi jeg er “så gammel”!

Var jeg 30 år ville jeg blive spurgt, hvor ser du dig selv om 5 år? Hvis jeg fik spørgsmålet idag, ville jeg svare HER hos jer, så længe begge parter ser det muligt, men gerne til jeg kan gå pension som 67 årlig.

Jeg vil virkelig gerne et karriereskifte, men hvor og hvordan? Denne “håbløse” situation får mig til at føle mig stavnsbundet og uden mulighed for udvikling. Føler snarere en afvikling! Jeg er på ingen måde parat til sige: “Det var det, med tanke på mit arbejdsliv”!

Har du mon et godt råd til mig?
Varme hilsener

Ingeborg

Hej Marianne

Tusind tak for de pæne ord. Det er præcis det, jeg går efter at skabe! 🙂 Hav en fortsat dejlig dag. Kh. Lotte